Nu da vores børn skal fortsætte med at være i skole hjemmefra, vil jeg i dag sætte fokus på den gode siddestilling for børn i indskoling, Om nogle dage sætter jeg mere fokus på de lidt større børn.
I foråret var vi alle hjemme og jeg opdagede selv alt for sent, at vi alle sad rundt om spisebordet med dårlige arbejdsstillinger. Bordet var for højt, vi kunne ikke nå gulvet med fødderne og vi havde ikke mulighed for at skifte siddestilling. Desværre kan der godt gå noget tid, for vores krop fortæller os, at vi sidder dårligt og overbelaster nakke, ryg og skulder. Og børnene opdager det sjældent, før hovedpine eller koncentrationsbesvær opstår.
Derfor vil jeg i dag prøve at give nogle tips til hvordan man kan indrette nogle gode arbejdsstationer til børn, og hvad man kan være opmærksomme på.
For et barn der skal sidde og arbejde gælder der en meget vigtig ting: den næste stilling er den bedste!! Med det menes at barnet skal have en arbejdsplads, hvor der er mulighed for at skifte arbejdsstilling. Det er hårdt for kroppen at sidde ret op og ned på en stol og derfor er det vigtigt for barnet at skifte arbejdsstilling ofte. Det kræver også at barnet har bevægefrihed, der hvor der arbejdes.
Hvis barnet sidder på en stol, ved et bord, er det vigtigt
at barnet kan nå gulvet med fødderne, så benyt eventuelt en skammel
at stolen har et stabilt sæde, så barnet har mulighed for at side på flere måder på stolen. (billede)
At bordet ikke er for højt, albuerne skal kunne hvile på bordet uden at løfte skuldrene.
Liggende/siddende på gulv.
Gulvet er en god arbejdsplads for barnet, de er gode til at finde på arbejdsstillinger der styrker deres koncentration. (billede)
Maveliggende er en skøn udgangsstilling for børn at ligge og læse i (og hvis du som voksen skal hjælpe med læsning, er det også super godt for din ryg at blive rettet ud i 20 min.)
5 tips til dit barns hjemmearbejdsplads
- God stabil stol – så barnet kan sidde på flere forskellige måder
- Fodstøtte – Skal kunne nå gulvet med fødderne. Find evt. en skammel
- Brug gulvet som arbejdsplads
- 60 min. bevægelse om dagen
- En arbejdsplads hvor barnet kan stå op.
Hvis du er i tvivl om dit barns arbejdsplads, så send gerne et billede til mig og jeg vil give lidt feedback og ideer.
Det hele er selvfølgelig for at børnene får en god skoledag uden smerter i kroppen. Jeg ser desværre flere og flere der får smerter i nakke, skulder, ryg og hoved. Og noget af det kan afhjælpes, ved at variere deres siddestillinger. Men også meget vigtigt at dit barn har en stærk krop. Derfor er dit barns motoriske udvikling vigtig. Her tænkes også på sundhedsstyrelsens anbefalinger om 60 minutters daglig fysisk aktivitet. Hvad de 60 minutter kan indeholde, tager vi en anden dag…
Men det vigtigste i dag for dit barn er: ”Den næste sidestilling er den bedste!”